FLAGERMUSEN

 

Operakompagniet Nontardar præsenterer operetten over dem alle: “Flagermusen - eller: Op på Fars mis”. Det er den eviggrønne klassiker om i-landsproblemer. Den handler om folk som os: forkælede, selvoptagede mennesker, der går og keder sig i deres overflodsliv. Og ligesom vi har de udviklet et umætteligt behov for underholdning og for stimuli. Handlingen er rykket fra 1870’ernes Wien til 1980’ernes Danmark – en dekadent tid med højt hår, Rolex-ure og tequila sunrise i whiskybæltet, med rejecocktail, lørdagskylling og støttepermanent i frikadellebæltet og med de utilpassede unges punkkultur på stenbroen.

Operakompagniet Nontardar er seks af landets bedste operasangere og en pianist. Målet er at lave klassisk musikdramatik i et mobilt kammerformat, som skal ramme både feinschmeckerne og operanovicerne. "Flagermusen” er sang og musik på højeste niveau, det er “Dollars” og “Dallas”, det er Barbara Cartland – og det er dansk folkekomedie. Kompagniet har i snart 15 år høstet gode anmeldelser i lange baner og glade, glade tilkendegivelser fra publikum. Vi giver garanti for både et godt grin og øjeblikke af svimlende skønhed.

Musik:

Johann Strauss

Instruktion og dansk dialog:

Jacob Beck

Medvirkende:

Philippa Cold, Mette-Maria Øyen, Stina Schmidt, Mathias Hedegaard, Joachim Knop,

Fritjof Fuglesang & Jacob Beck.

TEKNIK:

Et akustisk flygel, evt. et akustisk klaver.

En nogenlunde nodekyndig bladvender til pianisten. Et rum med naturligt god akustik eller evt. microports. Standardlys, evt. dagslys.

Mørklægning ikke påkrævet. Ingen krav til spilleareal.

Varighed: Ca. 2 timer inkl. pause.

Forestillingen er produceret i samarbejde med Kolding Egnsteater.

Foto: Jacob Christian Hansen